Nogle betragtninger over digteren og billedkunstneren Jørgen B. Ruds professionelle virke, især med henblik på de værker, han har udgivet i bogform, men også indimellem har præsenteret andetsteds.
Af lektor emeritus Ib Johansen, Århus Universitet.
Billedkunstneren og digteren Jørgen B. Rud (f. 1960) har igennem mange år – efter at have
gennemgået en uddannelse på kunsthistorie på Århus Universitet, hvor han skrev speciale om den vestjyske maler Niels Bjerre (1864 – 1942) – især opdyrket skrivekunsten og sine evner som bildende kunstner i en række selvudgivne, hyppigt rigt illustrerede bøger. Her vil jeg dog først og fremmest, med hensyn til referencer, henholde mig til den sene tekstantologi Udbrud, indfald, vanvid, livsbetragtninger og stopovers. Udvalgte tekster 1979 – 2016 (2016), hvor det kun er det farvelagte omslag, der kan tilskrives forfatteren som ophavsmand, idet illustrationer inde i bogen mangler; på titelbladet citerer Rud i øvrigt en sentens af den meksikanske nationalhelt og præsident i to omgange Benito Juárez (1806 – 1872) – en central politisk figur i landets historie, som i parentes bemærket var af zapotekisk-indiansk afstamning: “El respeto al derecho ajeno es la paz” (“Respekten for den fremmede[s] ret er freden”). Se hertil: Jørgen B. Rud: Udbrud, indfald, vanvid, livsbetragtninger og stopovers. Udvalgte tekster 1979-2016, www.scandinavianbook.dk, 1. udgave, 1. oplag (2016), titelblad (min oversættelse).
Med hensyn til Jørgen B. Ruds aktiviteter som illustrator af egne værker kan man også konsultere Jørgen Rud: Ebbe og flod i mit hjerte (Århus: Eget forlag, 2003), passim.
Digtene og de korte prosastykker i bogen vender på den ene side blikket mod et omfattende erindringsstof, hvor især barndommen og dens mangeartede – og hyppigt traumatisk underløbne – oplevelsesuniverser påkalder sig det skrivende jegs opmærksomhed; på den anden side præsenterer Rud sin læser for en række (sen)modernistiske – eller man kunne måske også med en vis ret tale om postmodernistiske – digte og aforistisk tilspidsede, kortere prosastykker, hvor det generelle intellektuelle niveau eller abstraktionsniveauet i det hele taget er meget højt.
Hyppigt er de sidstnævnte tekster gennemvævet af mere eller mindre udspekulerede intertekstuelle referencer, der indbefatter alt fra en lang serie af hentydninger til populærkulturen og dens talrige genrer og traditioner til en række formelle anslag i retning af højkulturens mest raffinerede frembringelser inden for både litteratur, billedkunst og musik.
Blandt de personlige erindringsstykker, ofte med fokus på barndommen, kan vi hæfte os ved en prosatekst med titlen: “Når du gik ned ad kælderhalsene …”, hvor en nedstigning til de farlige kælderregioner i bunden af det fædrene hus eller den fædrene karré repræsenterer en eminent udfordring for det endnu ikke fuldvoksne individ (fortælleren selv): “Når du gik ned ad kælderhalsene, så var det en lille smule farligt. Der var andre lugte hernede, støv. Affald. Der var også rødgyldent, elektrisk lys en frostmorgen. Der var damp fra rullemaskiner og vaskerum, hvor konerne stod med kolossale maskiner og løbende vand … Langs den ene side var døre til opgangene og skralderummene, hvorfra der indimellem lød nogle donk, når nogen lod noget affald ryge ned. Det landede i en blikskraldespand. Engang blev en dreng spærret inde i vores kælder i et sådant skralderum, der var et postyr. Det var grove løjer …” Her kan man igen konsultere: Jørgen B. Rud; Udbrud, indfald, vanvid, livsbetragtninger og stopovers. Udvalgte tekster 1979 – 2016, op.cit., p. 53 (mine ellipser).
Den socialrealistiske undergrund i dette teksstykke bliver under alle omstændigheder stedvis undermineret af mere skrækbetonede fantasi-forestillinger, samtidig med at faderens død på et meget senere tidspunkt i fortællerens liv i sidste instans lægger nogle stærkt traumatiserende slæbespor ind under hele beretningen henimod slutningen af teksten.
I den mere abstrakte ende af Ruds vidtspændende tematiske spektrum kan man finde en tekst med den paradoksale titel: “Så modnedes vi mens granitten sov”, hvor digterjeget manipulerer med både tid og rum, og derudover lader han sig, ligesom andre forfattere og kunstnere på outsider-kunstens og -litteraturens område, bære fra sted til sted af vandet (dvs. af galskabens lovløse element), ligesom der endelig knyttes forbindelseslinjer tilbage til den nordiske mytologi (Ægir): “Så modnedes vi, mens granitten sov, og vi vågnede i århundreder til malurt duftende og en flintefavn. Havrens bjælder rislede vor stenalders somre, og ilden var nærmest guddommelig. Vi tændte bavnen et sted som Blåbjerg, ikke langt fra havets hvisken, som kunne stige til en rullende stemme, til brændingens brøl. Ægir levede med os hele tiden, og stjernerne glimtede retvendte fra en fjern verden, som var den samme verdens rum, hvori vi drak af bække og så solen glitre i vandets løb mod større å, mod hav, Ægir, som var en hel grænse og oceanisk vej …”
Hér er citatet så endnu engang hentet fra: Udbrud, indfald, vanvid, livsbetragtninger og stopovers. Udvalgte tekster 1979 – 2016, p. 90.
Ægir er som bekendt havets gud i den nordiske mytologi, og Blåbjerg, berømt for sin klit og for sin sten, ligger i det midtjyske ganske tæt på Vesterhavet og dermed i nærheden af “brændingensbrøl” eller brus.
Som man kan se det, ligger Jørgen B. Ruds hele udsyn og tilværelsesfortolkning i det store og hele ganske tæt op af eller ligefrem i en eller anden form for forlængelse i forhold til hans vestjyske baggrund, og det kan da heller ikke undre, at han i den forbindelse i en tegning på papir har nedfældet sin visuelle fremstilling af havnen i Esbjerg (!).
Ib Johansen
Se nedenfor omslaget til Jørgen Rud: Ebbe og flod i mit hjerte (Århus: Eget forlag, 2003).
